Korte historier

Den oplagte hilsen/gave til en jagtkammerat – eller i stedet for flasken, du kommer med, når du er inviteret på jagt!

Nedenfor kan du læse uddrag af

GRAVEREN, PRÆSTEN OG ULVEN  I, II, III, IV, V og SUSET I GRUSET, samt se priser og forsendelsesomkostninger.

VIGTIGT: Alt i disse historier er fiktion!!

Hæfterne med historierne er i A5-format og på 32 sider inkl. omslag.

SIDSTE NYT!

Der er mange ting at lære for danske jægere, når det gælder regulering af ulve. På det felt er svenskerne foran.

Ja, jo, ja, men vi må tænke mere langsigtet end bare ulveregulering – og glem ikke, at når de i Sverige skyder ulve i de forskellige len, så udløser det en ballade af dimensioner – faktisk skal de skyde 100 af de ca 400 ulve, man skønner, der er i Sverige.
Ulven må integreres i danskernes bevidsthed som en del af dansk natur inkl. en vis afskydning og anvendelse i oikos – fra græsk det danske økologi – egentlig betyder det husholdning.

Hvordan vil du på den ene side få alle ulvens sande venner til at acceptere, at der skydes ulve og på den anden, få ulvehaderne til at respektere ulvens tilstedeværelse på samme vilkår som vildtet.

Hvem kan i Danmark – hvem har en popularitet og respekt, som kan køre den her hjem? Er der nogen sportsstjerne, kendt mediemenneske, skuespiller, politiker – nej, den går ikke, politikere er No Go! Præsten var i den grad oppe på stikkerne.

De sad tavse. 

Hvad med dem fra Snak og æd? Foreslog graveren.

Jo, jo, de er vildt populære hos de, der er er positive over for jagt, og tilsvarende latterliggjort af rewildere, mente præsten.

Hvem har vi, hvem kan?

KONGEN!! Råbte de i munden på hinanden. Ja, kongen. Både graveren og præsten sprang op, dansede rundt, tog hinanden i hænderne, lo, hujede, mens de råbte: KONGEN, KONGEN.

Døren blev revet op af Lise: Hvad sker der? 

KONGEN, råbte de.

Ja, hvad er der med kongen?

KONGEN skal være den, der integrerer ulven i danskernes bevidsthed som en del af dansk fauna, som nyttevildt.

Det var da noget af en kovending, kom det tørt fra Lise. Den bemærkning overhørte begge i deres momentane rus.

Det her bliver stort – meget stort. Vi er for tid og evighed en del af tænketanken for vildt og jagt i Danmark – i Norden – i Europa!

Begejstringen ville ingen ende tage.

Vi må udtænke en plan så gennemført, at både rigspolitichefen og ministeren køber den uden betænkeligheder.

Når kongen skyder den første ulv i Danmark, vil ingen – jeg gentager INGEN for alvor sætte sig i mod. Der er ikke mange republikanere tilbage i Danmark efter Royal Run og alt det andet, kongehuset stiller op i og til. Kun de sædvanlige, som ikke rummer andre end sig selv.

Kongejagten i plantagerne er oplagte.

Vi skal med for at sikre, at det er kongen og ingen andre end kongen, der får skudt den første ulv. Graveren nynnede Den förste gang jag så dig. 

Hvordan får vi os inviteret med til en kongejagt?

Det er her rigspolitichefen og ministeren må gøre deres indflydelse gældende. Det skulle være en smal sag.

Vil I have kaffe? Lise åbnede døren og både graveren og præsten rejste sig og kom ud. De var tavse for ord, men kom med forskellige lyde, som udtrykte, at de var voldsomt oppe at køre.

Det her bliver stort! Ja, gentog graveren, det bliver stort.

Lise skænkede kaffe svagt hovedrystende. Ja, lad os se…

…

Læs uddrag her:

I løbet af næste formiddag gik turen videre til den polske grænse og videre ind i Polen. De overnattede, holdt sig fra polsk øl, og satte tidligt om morgenen afsted mod det østlige Polen – tæt ved den russiske grænse, hvor det jagtresort var, de skulle besøge.

Sidst på eftermiddagen nåede de frem til stedet, som lå mildest talt isoleret og øde i et større skovområde.

Nogle af bygningerne var renoverede og andre var under forandring til det bedre. Graveren og præsten blev taget imod af værten – en yderst venlig og delvis tysktalende mand midt i livet.

De blev indkvarteret på passende vis og skulle så i de næste dage på jagt med guide for at skyde hjortevildt og grise.
De blev bespist og forhørte sig om mødetidspunktet for morgendagens jagt + forskellige relevante detaljer. De havde forventet, at der var andre jægere, men det var ikke tilfældet.

Både graveren og præsten var enige om, at trods fokus på denne tur ikke var jagt i egentlig forstand, skulle de virke begejstrede – især, hvis det lykkedes dem at få nedlagt vildt.
Og sådan gik det. De fik både skudt hjortevildt og grise, der blev taget billeder, smurt blod i panden med grankost.

Det viste sig, at det på 3. dagen var værtens fødselsdag, hvor nogle af vennerne kom og spiste med ved aftensmaden. Den bestod selvfølgelig af en lokal polsk vildtret og en del vodka.
Det begyndte med, at værten skænkede vodka op i alles glas, som minimum rummede 5 centiliter, hævede sit eget og råbte: Djænki, som efter alt at dømme betød SKÅL! Google translate kunne senere afsløre, at det stavedes Dzieki.
Humøret og snakken bordet rundt gik på få øjeblikke fra moderat mumlen til heftig og med latterudbrud. Der blev skænket overstrømmende – præsten signalerede til graveren, at de skulle holde igen, så de ikke mistede fokus for deres mission.

På et tidspunkt faldt der lidt mere ro over bordet, og præsten spurgte værten, om der var ulve i området? Det oversatte han åbenbart til polsk, for pludselig var der påfaldende stille og alle kikkede lidt forlegne rundt.

Om de to jægere gerne ville skyde en?

Øh, joh, ja, er det muligt og i så fald, hvad koster det?

15.000

Zlothy?

Nie, euro.

Det gav et ryk i både graveren og præsten. Kan man købe en levende ulv her i området.
Det oversatte værten og de andre skulede noget op og hen på de to danskere.

Præsten hev en A4-samlemappe op af tasken. Alle fulgte interesserede med, han åbnede dem, og tog en del billeder frem på A4-karton. Det var billeder af de fremmeste ulveforskere i Danmark, ledende personer indenfor landbruget og ikke mindst naturfredningsforeningerne og Ulvenes Sande Venner.
Det var tydeligt på billedkvaliteten, at de var taget fra nettet.

Alle kikkede undrende på billederne, der blev lagt frem på det store plankebord.
Har nogen af jer solgt ulve til nogle af disse personer, spurgte præsten værten, som lidt nølende oversatte til polsk.

Nie, lød det hovedrystende fra alle. Dog var det påfaldende, syntes både graver og præst, hvordan nogle af selskabet så mere intenst på visse billeder end andre.

Nu var det graveren, der hævede sig glas og udbrød: Dzieki!!

I samme øjeblik blev begge døre til rummet åbnet meget brutalt, og mange politifolk trængte ind i rummet. Der opstod tumult, ingen havde mulighed for at undslippe.
Graveren og præsten fandt sig selv liggende på gulvet, hænder på ryggen og med håndjern.
Det gjaldt alle. En af politifolkene var åbenbart den ledende, og han beordrede en politimand at indsamle billederne på bordet, og hvad der i øvrigt var af interessante ting i lokalet.
Derefter blev alle kørt til den nærliggende politistation, som på ingen måde var nærliggende.
Graveren og præsten var i hver sin bil sammen med en af gæsterne, som i øvrigt så olmt på dem og brokkede sig gevaldigt, mens de gentog nogle vendinger, som præsten mente måtte være bandeord.

Da de ankom til politistationen i en mindre by, kom de i hver sin celle, som var primitiv og lignede noget helt andet end de luksuslejligheder, de danske fængsler er udstyrede med.
En briks med noget, som skulle ligne en madras – hård som sten. Et hul i gulvet – toilettet, en stol, en vandret plade skruet fast på væggen, som skulle udgøre det for skrivebord.

Næste morgen efter morgenbuffeten, som bestod af tørt brød, lidt pølse og vand, blev de hver især afhørt. Tyskkundskaberne på begge sider gjorde ikke afhøringen særlig præcis, men præsten opfattede da, at politiet gerne ville høre, hvem de personer på billederne var. Til politiet havde samtlige polakker på jagtresort’et sagt, at de to jægere var kommet for at sælge ulve – for at styrke den polske ulvestammes DNA.
Præsten måbede.

og…